kandidatpræsentation ved generalforsamling 6. april 2025

lidt om min person

• Jeg er født i Århus og opvokset i det vestlige Århus. Jeg har gennem årene boet i 8210, 8220, 8000, 8230 og nu 20 år i 8240.
• Jeg arbejder på Aarhus Universitet som lærer og forsker med oldtidssprog som mit område. Jeg er gift med Jakob, der er gymnasielærer. Vi har været sammen i snart 28 år.
• Jeg har været aktiv til og fra i den socialdemokratiske bevægelse, siden jeg meldte mig ind i DSU som 17-årig. Jeg har været med i utallige valgkampe som aktivist, men det er første gang, jeg selv skal på plakaten. Til gengæld har jeg siddet i bestyrelser i årtier og også været formand herude i Vejlby-Risskov i 8 år.
• Jeg har desuden været organisatorisk aktiv i alle mulige andre sammenhænge. Jeg er tillidsmand på min lokale afdeling på Aarhus Universitet. Jeg lavede i en længere årrække LGBT-politik. Og jeg er netop blevet valgt til menighedsrådet for Ellevang. Og alt muligt andet, jeg ikke skal trætte jer med. Det her skal bare vise bredden i mit engagement.

udvikling i Århus

• Jeg har boet i Århus hele mit liv, og jeg kommer nok heller aldrig herfra. Det er en fantastisk by, stor nok til at have højde og bredde kulturelt og åndeligt, lille nok til at man ikke forsvinder helt i metropolens malstrøm, og så med en helt unik tæthed til naturen.
• Og så er det en by, der har forandret sig helt ufatteligt bare på det halve århundrede, jeg har levet her. Det var engang først og fremmest en arbejderby, og Socialdemokratiet har også siddet på magten stort set konstant, siden det tidlige 1900-tal. I den tid er byen blevet flerdoblet, og befolkningen har ændret karakter i takt med, at arbejdsmarkedet har ændret sig. Det stiller Socialdemokratiet over for et voksende pres.
• Vi skal både kunne række ud til de nye vælgergrupper i byen og kunne tale til dem, det mener, at udviklingen er gået lidt for hurtigt på det sidste – og at vores parti også har været lidt for eftergivende i forhold til entreprenører og bygherrer. De senere år har man faktisk lagt en anden, mere kritisk kurs, men det skal også kommunikeres ud til vælgerne.
• Byen vokser lige nu med knap 6000 borgere om året, og der bor nu over 373.000 i Århus Kommune. Der var knap 238.000 da kommunerne blev lagt sammen i 1970.
• Og væksten er i de senere år også kommet til Vejlby-Risskov. Der bor nu over 31.000 i 8240, en stigning på 6.000 siden 2015. Med de mange byggerier i området, både i Gammel Vejlby og i områderne ved Lystrupvej, vil denne vækst fortsætte i de næste mange år.

mobilitet

• Men flere borgere fører til mere trængsel. Der er over 130.000 personbiler i Århus, et tal, der er steget med 14% på 5 år. Mange familier har nu to biler, og for mange er det også nødvendigt for at få hverdagen til at hænge sammen med længere afstand til arbejdet. Det er også blevet meget mere almindeligt, at studerende har egen bil – og endda også gymnasieelever. Parkeringspladserne ved uddannelsesinstitutionerne taler deres tydelige sprog.
• Vi ser i disse år en omstilling til elbiler, og det er selvfølgelig godt for luftmiljøet i Århus. Hardlinere taler også om helt at forbyde fossilbiler i den indre by, ligesom det er sket med dieselbiler. Flere ladestandere og billigere parkering for elbiler er guleroden, der kan supplere pisken.
• Det løser bare ikke trængselsproblemet. Når vi har dobbelt så mange borgere, der hver har dobbelt så mange køretøjer, siger det sig selv, at vejene sander til, og vi ikke længere kan stille bilen midt på Store Torv, som i de gode gamle dage, hvor fodgængere og cyklister måtte springe for livet i indre by.
• Vi er nødt til at udbygge de kollektive alternativer til de private biler. Den grønne mobilitetsplan ligger lige nu til høring, og det er et bredt flertal, der står bag den. De nuværende socialdemokratiske byrådsmedlemmer har gjort et fantastisk arbejde her.
• Det er bare død og pine nødvendigt, at dette flertal ikke bliver svækket ved valget. Venstre står uden for aftalen og har endda fået venstreministeren Thomas Danielsen til at indskrænke kommunens selvbestemmelse på dette område. Pludselig måtte kommunerne ikke længere selv bestemme, hvilke veje de ville underkaste trafikbegrænsninger.
• Hvis vi skal flytte trafikken, er det ikke nok med pisken. Vi skal også have billige og pålidelige alternativer. Letbanen er bedre, end hvad pressen hævder, og den må gerne udbygges med en ny linje vestover. Men vi skal også gøre de eksisterende linjer bedre og sikrere. Linje 1, der kører gennem Risskov, er en flaskehals, fordi den er ensporet på det meste af strækningen. Det lægger stramme tøjler på køreplanen og gør den mere sårbar for forsinkelser. Men vi skal også prioritere hårdt, og det kan være, at der er andre tiltag, der står endnu højere på ønskelisten.
• Pris betyder også noget her. Selv med de høje priser på parkering er det tit dyrere at tage kollektiv transport fra oplandet ind i midtbyen, hvis man skal i biografen, teatret eller på lørdagsshopping. Det er helt tosset. I første omgang handler det måske om at sænke billetpriser for dem, der har størst behov, og måske også indføre mere intelligente priser, der kan få pendlerne til at sætte bilen ved bygrænsen. Her ved jeg, at Socialdemokratiet er på vej med et udspil.
• Vi skal selvfølgelig gøre det hele i en tæt dialog med borgerne. Jeg tror egentlig godt, at de fleste kan forstå, at vi ikke bare kan lade stå til, sådan som nogle borgerlige åbenbart vil. Men det kan også være, at der sidder folk derude med gode ideer, der kan bidrage til at skabe mere effektive løsnin-ger.

Århus som en grøn by

• Vi skal fortsat have en ambitiøs klimapolitik i Århus Kommune, hvor vi arbejder på at nedbringe CO2-aftrykket. Med den nye regering i USA ser det sort ud globalt, og det er tvivlsomt, om vi når de klimamål, der skal sikre menneskehedens overlevelse. Men det skal ikke få os til at slippe tøjlerne lokalt.
• Socialdemokratiet har lokalt en ambition om at være CO2-neutralt i 2030. I vores lokale område er man, som de fleste nok har lagt mærke til, ved at være færdig med et banebrydende geotermisk anlæg, hvor man udnytter jordens indre varme. Vi skal i det hele taget væk fra at producere fjernvarme ved at brænde biomasse.
• Vindmøller må der også gerne komme flere af i kommunen. Jeg ved ikke, om de lige skal stå på havnen, som det har været foreslået. Uanset hvad, så er essentielt, at vi inddrager borgerne tidligt i processen. Vi undgår ikke, at der er nogle, der bliver utilfredse, men vi kan i det mindste finde den placering, der er bedst for helheden.
• Den grønne trepart kommer til at betyder, at vi skal have meget mindre landbrugsjord i Århus Kommune. Det tror jeg, de fleste vil hilse velkommen. Vores drikkevandsreserver er ekstra udsatte, sådan som landskabet nu engang er og Århus har et stort sammenhængende byområde, som vi ikke bare kan opgive. Så intenst landbrug skal nedtrappes.
• Mange vælgere har også det indtryk, at den socialdemokratisk ledede regering er lidt fodslæbende på den grønne dagsorden. Det gør det heller ikke lettere, at vi sidder i en regering med et parti, der er marionetter for landbrugslobbyen. Det er derfor vigtigt, at vi lokalt i Århus har en tydelig kant til partiet på landsplan. Vi skal vise i ord og handling, at vi tør gå længere end regeringen. Fordi det er det eneste ansvarlige.
• Vores eget lokalområde er jo direkte berørt af de klimaforandringer, der allerede nu er ved at udfolde sig. Først og fremmest har vi jo et stort lavtliggende område, ikke kun de dyre villaer med kystudsigt på feddet, men også de nye kvarterer ved Lystrupvej, Mosevej og Hedevej. Og vandet kommer jo ikke kun ud fra havet, men også i form af mere nedbør. Klimasikring skal være meget højt på dagsordenen både i forhold til at sikre den eksisterende boligmasse, og når vi planlægger nyt byggeri.

Århus som multietnisk by

• Over 48.000 indbyggere i Århus er enten født i et ikke-vestligt land eller er efterkommere af ikke-vestlige indvandrere.
• Mange bor stadig i Brabrand, Hasle og Viby, men vi har en pæn sjat i Vejlby-Risskov, 3.700.
• Det er vigtigt at slå fast med syvtommersøm, at langt de fleste i denne gruppe er gode solide århusianere, der bidrager positivt til samfundet og fællesskabet. Bundlinjen er et plus for Århus.
• Men vi skal også håndtere det mindretal, der trækker ned på bundlinjen – og sådan set er de til mindst lige så stor skade for deres naboer, om det så er i Århus Vest eller i Vejlby. For tiden kører TV 2-dokumentaren Ghetto, der blotlægger nogle få kriminelle familiers helt uhyrlige opførsel.
• Og i den mindre skala vil mange, der bor dør om dør med denne gruppe, kunne nikke genkendende til det, Frederik Vad har kaldt “herskerattituden”, selv om det er et ord, der nok lukker for dialogen. Det er som sagt kun et mindretal, men de får lov til at fylde meget i deres lokalområder. Vi ser det også her i Vejlby med unge knægte, der drøner med små motorcykler og muskel-elcykler på det, der skulle være trygge skolestier. Og der er også handel med ulovlige stoffer på de store parkerings-pladser ved skolerne og idrætsanlæggene.
• Jeg har ikke en snuptagsløsning her, og det er i virkeligheden nok også kun det lange seje træk, der virker. Men i første omgang handler det om dialog med lokalmiljøerne og de berørte etniske miljøer. Og med inddragelse af lærere, socialpædagoger og lokalpoliti, der kender de her rødder.

Århus som universitetsby

• Århus er også en ung by med godt 100.000 i aldersgruppen 18-29. Det gælder i stigende grad også 8240, hvor der de senere år er bygget utallige ungdomsboliger i de gamle industrikvarterer i Vejlby Nord.
• Det er naturligvis ikke mindst universitetet og de andre videregående uddannelser, der trækker nye indbyggere til. Der er ca. 38.000 studerende på AU, og der bliver optaget ca. 7.500 studerende om året. Og der er over 8.000 ansatte på AU.
• Det er et enormt aktiv for byen. En motor for både kulturel og økonomisk vækst. Og for social mobilitet.
• Men vi bliver også nødt til at erkende, at studerende og akademikere er et segment, der i stadig mindre grad stemmer på Socialdemokratiet. Vores udlændingepolitik og uddannelsespolitik har sendt dem i favnen på EL og SF.
• Vi er nødt til at tale til denne befolkningsgruppe, hvis vi skal gøre os noget håb om at bevare mandattallet til valget i 2025. Og vi skal selvfølgelig ikke kun gøre det af strategiske grunde, men fordi det også er det segment, der er mest optaget af den progressive dagsorden, der også bør være socialdemokratisk hjerteblod. Og som lige nu er under større pres, end den har været i mange årtier med den globale højredrejning.
• Vi skal derfor også kunne tale om de ting, der er væsentlige for de unge voksne, der hælder mod venstrefløjen. Her er den grønne dagsorden selvfølgelig helt i top, og vi må kunne levere ikke kun i ord og løfter, men også i konkrete handlinger.
• Vi skal også undgå alt for plumpe generaliseringer om etniske mindretal. Vi skal ikke give los eller gå med skyklapper, men vi skal bare ikke forfalde til ensidige angreb på hele befolkningsgrupper.
• De yngre progressive vælgere er i det hele taget dybt optaget af ligestillingsdagsordenen og har en meget lav tolerance over for hyggeracisme og hyggesexisme.
• Og rettigheder for LGBT er højt oppe på deres dagsorden. Det er et område, der nu er blevet mindst lige så eksplosivt som udlændingepolitikken for et årti siden. Og selv om vi måske kan synes, at det hele nogle gange bliver lidt for studentikost, skal vi som socialdemokrater turde stå skul-der om skulder med de seksuelle mindretal, der nu er under angreb. Woke burde egentlig ikke være et skældsord.
• Jeg har som sagt selv en baggrund i LGBT-politik. Det er en hvepserede, kan jeg godt sige, men jeg tror bare ikke, vi kan undgå at stikke hånden i den. Og det kræver fingerspidsfornemmelse.

skole og trivsel

• Der bliver talt meget om en trivselskrise blandt børn og unge. Trivselskommissionen, der kom med deres store rapport i februar, ville ganske vist ikke bruge ordet krise, men vi har nogle ung-domsårgange med helt særlige udfordringer.
• Det er også en kommunal udfordring på bundlinjen. Der har aldrig været så mange børn, der ikke kunne rummes i det almindelige skoletilbud, som nu. Udgifterne til specialtilbud er derfor på himmelflugt, og kommunerne skriger på at få lov til at inkludere mere.
• Det er et godt spørgsmål, hvorfor så mange børn og unge har diagnoser. I min egen sek-tor, universiteterne, fylder såkaldte SPS-studerende, altså studerende, det kræver særlige hjælpeforanstaltninger, stadig mere.
• Man kan sådan set godt fortælle en positiv historie om det. Tidligere var der måske en gruppe, der havde vanskeligheder, men aldrig fik en diagnose og derfor aldrig den støtte, der kunne hjælpe dem gennem et uddannelsesforløb. Mange i denne gruppe er lynende intelligente, men har måske et sind, der spænder ben for dem undervejs. Med den rette hjælp kan de få en uddannelse og et job, hvor de skaber større værdi for sig selv og fællesskabet.
• Der er dog også en anden fortælling, der er mere dyster: Det er nok blevet meget sværere at blive rummet i et almindeligt uddannelsesforløb, hvis man er lidt uden for gennemsnittet. Der bliver stillet langt større krav til elevens eller den studerendes evne til at navigere i et omskifteligt og uforudsigeligt læringsrum. Man kan sige, at alle klasser var specialklasser i gamle dage.
• Inklusion er ikke vejen, hvis det bare handler om at spare penge og kaste børn med særlige behov ind i en klasse, der kører på turbo. Jeg tror godt, at jeg kan tale på vegne af alle forældre til børn med særlige behov her og sige, at det er meget skræmmende udsigter. Hvis et barn har brug for et specialtilbud, skal det også være der.
• Men vi skal snarere tilrettelægge en skolehverdag, hvor der er færre, der kommer til kort i første omgang. Hvor færre gemmer sig i hjørnet eller udvikler skolevægring, indtil de til sidst kan blive samlet op efter års ventetid på en udredning. Og vi skal også kunne give børn den nødvendige støtte meget hurtigere uden at vente på en diagnose. Det kunne også lette trykket i børnepsykiatrien.
• Vi planlægger at tale mere om det her til et større møde efter sommerferien, hvor vi forhåbentlig også kan få mere viden og flere ideer til, hvordan vi håndterer det.

politisk arbejde

• Når jeg er socialdemokrat, er det først og fremmest, fordi jeg har en grundlæggende social indignation. Jeg står måske her som en veluddannet bedsteborger, men jeg er vokset op under turbulente økonomiske og sociale vilkår. I dag ville man nok have kunnet hjælpe min familie med forståelse for diagnoser og neurodivergens. Men i 70’erne og 80’erne fik det lov til at sejle.
• Så jeg ved, at det er både naivt og hjerteløst, når Liberal Alliance blæser budskabet “Du har altid et valg” op i byrummet og dermed privatiserer og individualiserer det sociale ansvar. Og min baggrund gør mig også grundlæggende skeptisk over for ideologier og paroler, der slipper kontakten til virkeligheden, uanset om de så er til højre eller venstre. Man skal gerne have et klart ideologisk standpunkt, men politik, der virker, skabes i dialog. Pragmatisk og små skridt ad gangen.