Jeg er 53 år, født og opvokset i Århus. Jeg arbejder som lektor på universitetet, hvor jeg underviser i klassisk filologi. Og så er jeg gift med Jakob, der er gymnasielærer. Vi er forældre til Sidsel på 12, og vi har den mest bedårende labrador.
Jeg har været aktiv i Socialdemokratiet siden 1998 både som bestyrelsesmedlem og som formand i Vejlby-Risskov. Jeg sidder i Vejlby Fællesråd og i menighedsrådet for Ellevang Sogn, og jeg er tillidsmand på min afdeling på universitetet. Tidligere har jeg været aktiv i LGBT-politik lokalt og på landsplan.
Hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, vil jeg bl.a. arbejde for:
- Århus som en grøn by. Mange andre dagsordner stjæler billedet internationalt, men vi må ikke ryste på hånden lokalt. Der er heller ikke et reelt alternativ til den grønne mobilitetsplan.
- Århus i balance. Byen vokser, men vi skal ikke glemme den sociale, etniske, geografiske og arkitektoniske balance. Og det skal ske med en styrket borgerdialog.
- Århus som en mangfoldig by. Det skal stadig gælde for kønsminoriteter (trods presset internationalt), og vi skal have et langt større fokus på neurodiversitet (f.eks. autisme og ADHD).
- Århus med børn og unge i trivsel. Inklusion skal ikke være en spareøvelse, der tromler børn med særlige behov, men vi skal have skoler, hvor færre kommer til kort i fællesskabet. Og med respekt for lærernes faglighed.
Med mig får I en kandidat, der har klare socialdemokratiske værdier, er en holdspiller og kan lytte og samarbejde med alle.
|